Øllebrød opskrift med vanilje-æblekompot, flødeskumsskyr og valnødder

45 min
Øllebrød serveret med vanilje-æblekompot, flødeskumsskyr og ristede hasselnødder

Øllebrød er en over 1000 år gammel dansk grødtradition, som kombinerer 2 af de ting vi danskere er særlige stolte og glade for: øl og rugbrød. I de seneste årtier er øllebrød ofte blevet reduceret til en kedelig pulverblanding man køber i supermarkedet og giver til babyer og ældre mennesker - og det er en skam! Øllebrød kan smage fantastisk godt og er tilmed en genial måde at komme madspild til livs - en dagsorden som er vigtigere end nogensinde før. Derfor har vi i GRØD eksperimenteret med øllebrøden i mange år, og her er en øllebrød opskrift med vanilje-æblekompot, flødeskumsskyr og ristede valnødder som smager helt genialt.

Ingredienser

-
2 Personer
+

Øllebrød opskrift

  • Rugbrød
    150 g
    Gerne med kerner
  • Rørsukker
    1 spsk
  • Hvidtøl
    1.75 dl
    Hvis man ønsker en voksenudgave, kan man prøve med en porter eller anden mørk øl
  • Vand
    3.5 dl
  • Kanel, stødt
    5 g
  • Vaniljesukker
    1 tsk
  • Citronsaft
    0.5 spsk
  • salt
    1 knivspids

Vanilje-æblekompot

  • Madæbler
    1 kg
  • Rørsukker
    200 g
  • Vaniljestang
    1 stk
  • Vand
    1 dl

Flødeskumsskyr

  • Piskefløde
    2 dl
  • Skyr
    2 spsk

Ristede valnødder

  • Valnødder
    80 g

Fremgangsmåde

Øllebrød opskrift

  1. Rugbrødet skæres i tern og blandes i en gryde med rørsukker, hvidtøl, vand, kanel, vaniljesukker, citronsaft og salt.

  2. Kog op ved middel varme under jævnlig omrøring — øllebrød kan nemt brænde sig fast i gryden. Grøden er færdig, når rugbrødsstykkerne har suget alt væden til sig, og konsistensen er cremet og sammenhængende.

  3. Smag til med rørsukker, citronsaft og salt.

Vanilje-æblekompot

  1. Skyl æblerne grundigt. Det er en smagssag om man foretrækker at skrælle æblerne. Hvis man beholder skralden på, får man en mere rustik æblekompot, mens skrællede æbler giver en mere cremet kompot. Fjern æbleskroget, og skær selve æblestykkerne i grove tern.

  2. Flæk vaniljestangen, skrab vaniljekornene ud, og kom vaniljestangen- og kornene i en gryde sammen med æblestykker, vand og sukker. Kog ved medium varme, indtil æblerne er helt møre.

  3. Smag til med rørsukker og lad grøden køle af.

Flødeskumsskyr

  1. Pisk flødeskummen til flødeskum og bland med skyr.

Ristede valnødder

  1. Rist valnødderne på en pande ved medium varme indtil de er helt sprøde og har fået en let-brunet farve.

  2. Hak nødderne groft inden servering.

TIP: Man kan med fordel riste mange nødder ad gangen og opbevare dem i en lufttæt beholder.

Anretning

  1. Anret øllebrøden i dybe tallerkener eller skåle og top med en stor spsk vanilje-æblekompot, en god klat flødeskumsskyr og en håndfuld ristede valnødder.

Madtradition fra klostertiden

Øllebrød er en af de ældste nulevende madtraditioner i Danmark, og stammer helt tilbage fra klostertiden, hvor man dyppede sindssygt tørt brød i varm øl. Dengang havde man hverken lækre surdejsbagere eller regelmæssig adgang til rent drikkevand i Danmark, men derimod havde man masser af tørt brød og sød øl. Derfor lavede munkene i klostererne den simple kobling mellem det tørre brød og den varme søde øl, hvilket i dag er det, som vi kender som øllebrød.

Retten har i mange år haft et lidt blakket ry og har typisk været forbundet med noget man spiser når man er syg. Det synes, vi er en skam, for selvom øllebrød på papiret lyder absurd mærkeligt (og er stort set umulig at sælge til turister), så kan det være vanvittigt lækkert hvis du følger denne her øllebrød opskrift — og husk gode toppings!

Vores øllebrød opskrift er relativt klassisk, da den er lavet med hvidtøl, kanel og sukker. Dog findes der utallige udgaver og grødskoler inden for den klassiske øllebrød, hvor nogen godt kan lide at putte mørk farin eller chokolade i, og andre kan lide at koge- eller blende det hele til en hel fin puré. Vi kan godt lide, at der er lidt bid i grøden, derfor bruger vi rugbrød med korn og kerne i vores øllebrød opskrift. Det tilføjer lidt ekstra tekstur. I virkeligheden, kan du bruge alle typer daggammelt rugbrød.

Øllebrødsklatkager af resterne fra øllebrød opskriften

Øllebrød er ikke kun godt for sjælen og smagsløgene, men er også en god ting for planeten. I Danmark smider vi flere hundrede tons mad ud hvert år, hvor 20% af dette kommer fra brød og kager. Med global opvarmning og en nødvendig grønnere omstilling, kan det at transformere sit tørre brød til en ny lækker ret være et lille skridt på vejen. Og skulle det ske, at du kommer til at lave for stor en portion, når du følger vores øllebrød opskrift, så kan du sagtens bruge resterne på at lave øllebrødsklatkager (præcis ligesom du laver klatkager af dine risengrødsrester). Det er sindssygt simpelt, og du kan se vores opskrift på klatkager her.

Øllebrødens dag i GRØD

I GRØD elsker vi øllebrød så meget, at vi har dedikeret én dag om året til den. I den forbindelse har du mulighed for at komme forbi en af vores restauranter og hylde denne fantastiske grødtradition. Øllebrødens dag finder typisk sted i løbet af februar, men hold øje med vores Facebook eller Instagram, hvor du kan holde dig opdateret.

Lasse Skjønning Andersen

Kurv

Støt Røde Kors

Går ubeskåret til Røde Kors vigtige arbejde

Støt Røde Kors

9,00 kr.

Støt Røde Kors

19,00 kr.