NorgesGruppen henter dansk grød-succes til Norge
NorgesGruppen Servicehandel har indgået en aftale om at etablere det danske GRØD-koncept i Norge. Målet er at åbne den første restaurant i løbet af 2024.
Parterne har ambitioner om et langsigtet samarbejde, men starter i første omgang med et par restauranter i Oslo. Hvis nordmændene tager godt imod GRØD, vil der blive lavet en plan for videre udrulning.
Stifter og direktør i GRØD ApS, Lasse Skjønning Andersen, glæder sig til at teste konceptet i Norge:
"Nordmændene har en fantastisk grød-kultur, og jeg føler mig overbevist om, at de vil tage godt imod vores sunde, smagfulde og bæredygtige mad. Samtidig har jeg stor respekt for alt det, der skal lykkes, når vi skal bringe GRØD-konceptet ind i et nyt land. Jeg er glad for, at vi har fundet den rette partner i NorgesGruppen, som er et solidt selskab med brede kompetencer indenfor drift i restaurationsbranchen."
Direktør i NorgesGruppen Servicehandel, Kristine Stranne, har stor tro på, at det nye koncept vil lykkes i Norge:
"Vi synes, at GRØD er et spændende koncept, der rammer flere af de trends, vi ser i markedet i dag, og som tilbyder noget nyt til det norske marked. Vi er imponerede over, hvad GRØD har opnået i Danmark, og føler os overbeviste om, at gæsterne i Norge vil værdsætte produkterne og konceptet. Nu er vi i gang med at finde gode lokaler, og vores målsætning er at åbne to til tre restauranter i Oslo så hurtigt som muligt. Derefter vil vi vurdere nye potentielle steder fortløbende."
For mere information:
Bastian Schneider, GRØD: +45 27 28 46 23
Kristine Stranne, NorgesGruppen Servicehandel: (+47) 992 95 088
Om GRØD og NorgesGruppen Servicehandel
NorgesGruppen Servicehandel AS er et datterselskab i NorgesGruppen ASA med hovedfokus på ejerskab, udvikling og drift af koncepter indenfor servicehandel og servering. Porteføljen består i dag blandt andet af koncepterne MIX, Jafs, Tiger, Deli de Luca, Kaffebrenneriet og BigHorn Steak House. NorgesGruppen er Norges største handelshus.
GRØD ApS er en dansk fødevarevirksomhed, der driver ni restauranter i Storkøbenhavn og en i Aarhus, samt sælger grødprodukter i dagligvarehandlen og online. GRØD er et kvalitetskoncept, der sælger bæredygtig, sund og mættende mad i et uformelt og hyggeligt miljø. Menuen på GRØD er fokuseret på grød med et bredt udvalg af toppings, men indeholder også diverse bowls, forskellige varianter af risottoer og et godt udvalg af kvalitetsdrikkevarer.